Værktøjskassen er pakket – der tjekkes op igen – har jeg glemt noget?

Massageolier, aromadufte, bluetooth anlægget, kinesiotape, akupunkturnåle, talkum, håndklæder, gummihandsker, håndsprit og et par enkle træningsrekvisitter? Nej, det ser ud til jeg har husket det hele. Udover ”værktøjet” husker jeg kun lige akkurat min madpakke og min drikkedunk, som hives med i farten Det bliver en varm dag. Mad- og væske i handskerummet, hvor der er køligst og så afsted. I hovedet gennemgås listen af patienter, og hvordan situationen så ud sidst jeg aflagde dem et besøg.

Fremme hos 1. patient. Døren står åben, jeg ved jeg har adgang uden at banke, men melder alligevel min ankomst med et lille bank på døren og et ”hej hej” mens jeg  går ind. Jeg følger slangen der ligger på gulvet, og hører et forpustet og sagte ”kom ind, jeg sidder herude”.  I udestuen sidder min patient og venter. Hun har udsigt til sin smukke have, der er i fuld flor. Hun har KOL i svær grad, og anvender hjemmeilt. Deraf slangen på gulvet, der er lang nok  til at hun kan komme rundt i alle rum.  Ægtefællen nusser rundt i haven, og vinker da han ser mig. Der er stillet kaffe frem til mig.  Min patient gør tegn til at jeg lige skal sætte mig ned og drikke lidt kaffe, mens vi hurtigt får en snak om, hvordan det er gået siden sidst. Og for at sige det mildt er det ikke gået så godt. 

Jeg bemærkede allerede ved første øjekast, at vejrtrækningen var mere besværet end ellers, og jeg kunne høre, der stod sekret i luftvejene. Derfor starter vi med den del. Jeg spørger om hun har en PEP fløjte, som kan hjælpe hende med at få rullet- og hostet slim/sekret op. Hun nikker ja, men at den ligger gemt af vejen. Vi får hjælp af ægtefælle til at finde den, og finder i fællesskab ud af, at modstanden skal ændres, for at den virker optimalt. Hun er træt, for træt til at hoste sekret op selv. Er begyndt at sidde op og sove om natten, fordi hosten hele tiden melder sig på banen, når hun ligger for fladt ned. Vi laver lidt øvelser/lungefysioterapi, og det virker- hun hoster spontant, trods det, at der ikke helt er kræfter til at hoste det op. Hun har ondt ved vejrtrækning, og jeg opfordrer hende til at tage kontakt til egen læge, såfremt det kan være en lungebetændelse. Vi bliver enige om, at det er bedst jeg tager samtalen med egen læge.

Så jeg får samtykke.

Vi laver også lidt øvelser for brystkassen og arme. Efter godt 5 minutters træning, hiver hun så meget efter vejret, at hun må bruge mindst lige så langtid på, at få vejrtrækningen ned igen. Vi siger ikke noget i den tid det tager. Jeg lægger blot mine hænder beroligende på brystryggen. Dernæst laver jeg lidt bevægelse og let lymfedrænage på hendes ben, da de også er hævet. Sidst men ikke mindst skal der gives massage af nakke- og skuldre. Hun er konstant  byldeøm, grundet den kompensation hun spontant gør, for bedre at kunne trække vejret. Undervejs når hun lige at sige, ” det er så afslappende, at jeg helt falder i søvn”, hvortil jeg svarer ” det er helt ok” – du har brug for den afslappede følelse. Efter god ½ times behandling takker jeg af, og sætter mig i bilen på vej til den næste. Jeg har små 40 km. til den næste.  Jeg forsøger at udnytte køretiden på at få kontakt til hendes læge. Det lykkes!! Lægen spørger mig ” hvordan synes du situationen er derude? Bør jeg tage ud og besøge hende?” Jeg forklarer, at jeg synes tilstanden lige nu er accelererende, og at jeg ville have det bedst med, hun aflagde hende et besøg. Især for at lytte til lunger- og hjerte.  Konklusionen på samtalen blev, at egen læge indenfor 1 uges tid, ville aflægge min patient et besøg. Det føles godt- samarbejdet. Og at lægen har så stor tiltro til mig. Men som hun siger, jeg ser jo også patienten 2x i ugen, og er på den måde mere opdateret.

Jeg parkerer bilen, og går ind til den næste. Han har gjort klar med massagebriksen som står inde i stuen. Situationen var lettere tilspidset forrige gang jeg var der, ide han havde fået tiltagende smerter ( kendte, fra metastaser i korsbenet med udstråling til ben, som fornyligt blev reduceret med 3x stråleterapi, med god effekt) i- og omkring lænderyg – og halebensområde med udstråling til det ene ben. Det viser sig, efter en neurologisk screening, at der også er følelsesforandringer flere steder i benet, og yderst anspændt muskulatur langs rygsøjlen. Adspurgt, havde han vidst også brugt lige lovligt mange timer på havearbejde, og kørt lange ture i bilen. Det er 5 dage siden jeg var der sidst. Og forrige gang, fortalte jeg ham, at jeg med stor sandsynlighed mente, det var alt det uvante arbejde, han havde udsat sin krop for, som kunne være skylden i tiltagende symptomer. Såfremt det ikke var aftagende indenfor 2 døgn burde han tage kontakt til sygeplejersken/lægen i PTF ( palliativ Team Fyn) og oplyse om situationen. Det havde der heldigvis ikke været behov for. Og efter at have foretaget endnu en neurologisk screening, sammenholdt med snak, kunne vi også ret hurtigt konkludere, at situationen var i bedring.  Jeg giver min behandling, og smutter videre. 

Hos den næste herre, viser det sig, at de hjælpemidler jeg har ringet bud om, er ankommet.

I dette tilfælde en rollator samt dørtrinsramper ( tror jeg de hedder- jeg er ikke hjælpemiddelsekspert, men ved hvornår der kan være behov for dem). Han har brugt langtid på at overvinde sig selv, i forhold til brug af rollator. Men siden det gode vejr er ankommet, har det ”kriblet” i kroppen for at komme udenfor, men grundet voldsomme smerter fra ryg og ben, har han ikke kunne gå andet end korte afstande ad gangen, og kun indendøre.  Vi får hentet ”limousinen”, og sammen indstiller vi den, så den passer ham. Vi får gået en lille tur ned ad gaden, og med stor fornøjelse for herren, som ikke har været udenfor egen matrikel (gående) i 4 måneder. Jeg bemærker at rollatortypen hedder ”jazz”, og fortæller ham det. ”uh jazz” siger han, og begynder livligt at fortælle om sine unge dage, hvor han gik til skoleballer og tonerne fra bl.a. Louis Armstrong og Ella Fitzgerald  lød ud af højtalerne.

Ja faktisk havde han set dem live også til koncerter. Man kan mærke på ham, han for en kort stund har glemt sin sygdom, sine lidelser og at han er uhelbredeligt syg. Vi sætter ”limousinen” på plads, og han spørger, om jeg kan nå at massere ham? Det kan jeg. Jeg giver ham min mobiltelefon, og viser ham hvor han kan søge på jazz numre, hvorefter jeg sætter min bluetooth radio til, og går i gang med at massere hans ømme lænd og ben. Han er rigtig i sit muntre hjørne, og vil lege musik quiz med mig…….. en quiz jeg allerede på forhånd har tabt☺ Det viste sig at blive sidste gang, jeg så herren. Sidenhen blev han indlagt på hospice, hvor han så pligttro ringede til mig, og sagde han var blevet indlagt, og hvornår jeg kunne komme. Jeg måtte oplyse ham om, at jeg desværre ikke må behandle på hospice, da de har deres egen fysioterapeut! 

Turen går videre- forude venter en ny patient. En lungekræft patient med metastaser. I telefonen sagde hun, at hun ønskede hjælp til øvelser, så hun kunne opretholde sine daglige funktioner så længe som muligt. Og måske- hvis det kunne lade sig gøre, lidt massage, ” da jeg har så pokkers ondt”, siger hun. Jeg glæder mig til at hilse på hende, og på hendes familie, og er yderst taknemmelig for, at jeg får lov at træde ind i hendes hjem, og blive en del af hendes sidste tid, og være den, der kan give lindring uden bivirkninger☺

Jeg åbner min madpakke og ligger den på sædet ved siden af mig, drikkedunken står allerede i kopholderen. Jeg indtager min frokost mens jeg kører det sidste stykke vej af min rute. Jeg er taknemmelig for mit job. Når arbejdsdagen er omme, har jeg tilbagelagt 132 km, og 4 hjemmekonsultationer. 

Du kan læse mere om ordningen palliativ fysioterapi på www.sundhed.dk og min hjemmeside www.fin-fysio.dk

%d bloggers like this: