Englevinge eller som det hedder på latin: scapulae alatae, er betegnelsen for udestående skulderblad.

Englevinge kan opstå som komplikation til brystoperation. Der ses flest tilfælde hos de kvinder der har fået fjernet hele brystet (mastektomi). Årsagen kan være lammelse af muskler der sørger for at holde skulderbladet inde på plads, grundet berøring af nerveforsyningen under din operationen. Englevinge vil opstå i samme side som du er opereret.

Hvordan ved man om man har englevinge/udvikler englevinge?

Først og fremmest handler det om at blive gjort klar over, at det er en potentiel komplikation til brystoperationen. For når man ikke ved det er en risiko, kan man heller ikke handle på det. Ellers lyder anbefalingerne at du senest 2 uger efter din operation bør tilses af en fysioterapeut, som kan undersøge og teste dig for, om du er ved at udvikle englevinge?

Dette gøres i ren praktisk ved hjælp af testning af de muskelgrupper man ved,  får sin nerveforsyning af de involverede nerver der berøres under din operationen. Ligeledes ved funktionelle test af din arm/skulder både passivt og aktivt samt ved at trykke på muskulaturen.  Det samlede kliniske billede, vil kunne give besked om hvilke muskelgrupper der er påvirkede, og dermed give dig et skræddersyet træningsprogram. Jeg tester og sammenligner altid med den raske side.

Har du gået med det over længere tid, uden selv at være bevidst om det, vil symptomerne typisk være:

  • Smerter i skulder, måske i hvile men ofte under løft af armen
  • Ømhed omkring skuldermusklerne. Dette skyldes, at lammelsen  af nogle muskler, typisk vil medføre øget belastning af de øvrige skuldermuskler.
  • Nedsat funktionsevne. Måske oplever du nedsat evne til at tage ting ned fra hylderne derhjemme? Måske oplever du, at du har besvær ved at klø dig i nakken?

 

Sådan foregår behandlingen

Det tager tid at træne sit skulderblad ind på plads igen. Der findes ingen quickfix. Behandlingen består af information og undervisning og instruktion af specifikke øvelser, som du dagligt kan gøre derhjemme. Øvelsernes formål har til hensigt at stabilisere og styre dit skulderblad selvstændigt. Din generelle holdning samt vejtrækning spiller desuden en vigtig rolle, for opnåelse af det bedste resultat.

Jeg supplerer ofte optræningen af skulderens muskler med:

  • Bindevævsteknikker
  • Holdningskorrigering
  • Tapening
  • Massage
  • Akupunktur ( såfremt du ikke strålet i området)

 

Vigtigt

Søg den rette hjælp og information tidligt- allerhelst inden du skal brystopereres, så du kommer godt fra start. Det vil på sigt spare dig for en masse frustration og hvem ved- forkert træning?

Kommer du godt fra start er prognosen god. Den fulde genvundne funktion kan tage fra alt mellem 1-24 mdr. Du vil med daglig- og målrettet indsats kunne mærke en fremgang indenfor 4-6 mdr. efter din operation, og lammelsen kan ophøre spontant.

Ved fortsat nedsat skulderfunktion, eller forværrende tilstand, kan det være en fordel at ansøge om en brace hos bandagisten. Du skal henvises dertil via egen læge eller onkologerne.

Vær tålmodig! Det tager tid, men giv ikke op.

Jeg vil støtte, vejlede og hjælpe dig med dine øvelser og til at acceptere din tilstand.